Generelt anbefaler vi, at du bliver testet for hiv og
kønssygdomme mindst én gang om året.
Hvornår det er bedst at gøre det, afhænger af din konkrete
situation, fx om du har symptomer eller om der en konkret grund til
at du gerne vil testes, eller om det er for en sikkerheds
skyld.
Hvis du har symptomer
Har du symptomer som udslæt, sår, kløe, svie eller udflåd
fra urinrøret eller endetarmen, er det altid en god idé straks at
henvende dig hos din læge eller på en kønssygdomsklinik for at
blive undersøgt.
Hvis det er akut
Har du haft ubeskyttet analsex med en partner af ukendt
eller modsat hiv-status inden for det seneste døgn, bør du overveje
STRAKS at henvende dig på et sygehus for at få en PEP-behandling,
som måske kan forhindre, at du bliver smittet med hiv!
> Læs mere
om PEP her
Hvis det er en rutinetest
Når du gerne vil tjekkes for hiv eller andre sexsygdomme,
kan du henvende dig, når du vil. Det kan dog være
nødvendigt at gentage testen senere, hvis du henvender dig for
tidligt i forhold til testens gyldighed.
> Læs mere om forskellige
hiv-test her
Hvis du gerne vil tjekkes for klamydia eller gonoré, uden
at du har symptomer, anbefaler vi, at du venter 2-3 uger, inden du
henvender dig hos din læge eller på en kønssygdomsklinik.
> Du finder
en liste over klinikkerne her
Når det gælder syfilis, kan der gå op til 3 måneder, før
antistofferne kan spores i en prøve.
Sex-tjek med din kæreste / din faste
partner
Hvis du ønsker at droppe kondomet med din faste partner, er det en
god idé at lave en aftale med din partner om, hvordan det skal
foregå: er det en åben eller lukket relation? Må I have sex med
andre? Med eller uden kondom? ...
Hvis I er enige om at ubeskyttet sex kun er tilladt med hinanden,
er det en god idé at lade jer teste sammen en første gang,
fortsætte med kondombrug et par måneder, og lade jer teste igen.
Alt efter hvad testene viser, kan I derfra beslutte, hvordan jeres
sexliv fremover skal se ud.
CheckPoint kan hjælpe dig med rådgivning og testning - både
individuelt og som par.
Sms TJEK til 30 48 12 00, og bliv ringet op af
os.












